Hvorfor er reality-TV så fantastisk?

Lige for tiden er jeg fanget i en grusom spiral. Jeg kom til at se et afsnit af For Lækker til Love på Viaplay. Og så måtte jeg lige se, hvad der skete i det næste afsnit. Og det næste. Og pludselig var jeg fanget. Men det ER altså også spændende, om Kay finder en kæreste, der har 600 ml silikone i brysterne (eller er villig til at få det), om Panda finder en, der lever op til hans standard (og har en lige så irriterende musestemme), om Melanie stopper med at være så frygteligt forkælet (det sker nok ikke), og om Gustav finder kærligheden (hvis han da overhovedet vil det). Synes I ikke?

Et udpluk af deltagerne i For Lækker til Love

Siden Robinson Ekspeditionen i 1998 er realitygenren eksploderet, og det må jo være, fordi der er seere til det. Også selvom mange af os ikke vil indrømme, hvor skønt vi synes det er at se Hannah Melissa græde over, at kommunen vil tage Cecilya (!) fra hende, alt imens hun åbner endnu en cola og tænder endnu en smøg. Så hvad i alverden er det, der gør, at vi er så vilde med reality?

Nogle af de deltagere i Robinson Ekspeditionen 1998, som vi nok husker bedst

Forklaringen, der ligger lige for, er, at det er, fordi vi får det godt med os selv over at se mennesker, der her mindre styr på tingene, end vi selv har. Her er De Unge Mødre et godt eksempel, ligesom Luksusfælden også ligger lige til højrebenet. Hvor mange gange har vi ikke alle sammen siddet og haft lyst til at kaste en pude efter fjernsynet, fordi deltagerne ikke vil af med deres bil, flytte eller stoppe med at ryge og købe fastfood?

En anden grund kan være, at mennesket er et nysgerrigt væsen. Vi kan godt lide at få lov at se, hvordan andre mennesker bor, hvordan de opdrager deres børn, forvalter deres penge, finder kærligheden, agerer i en lille gruppe på en øde ø osv.

En sidste grund, jeg kan komme i tanke om, er, at reality-TV er dejligt ukompliceret. I mange fiktive serier skal man være koncentreret og følge godt med, så man ikke misser en vigtig scene eller pointe, der har betydning for seriens videre forløb. I reality-TV er det nemt at hoppe ind midt i sæsonen og følge med, og man kan slappe af og behøver ikke tænke alt for meget over det, man bliver præsenteret for. Jeg kan fx afsløre, at Luksusfælden egner sig utroligt godt som underholdning, mens man spiser morgenmad i sit nattøj lørdag morgen.

Hvorfor tror I, der er så mange, der godt kan lide at se reality-TV?

Mette Reissmann og Jan Swyrtz - mine personlige favoriteksperter i Luksusfælden