Facebook Init

tirsdag den 26. juli 2016

Serie-location-spotting - Desperate Housewives

Når man er på ferie i Los Angeles, så er man et skarn, hvis ikke man tager i Universal Studios. Det er en kæmpestor oplevelse, også selvom det selvfølgelig er enormt turistet og ikke mindst dyrt. Men det er vitterligt alle pengene værd! Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om 3D-rides, Wizarding World of Harry Potter, Water World og meget mere. Men nu er det jo en serieblog, så jeg vil holde mig til det væsentlige (medmindre nogen direkte opfordrer mig til at skrive mere om Universal Studios, for så gør jeg selvfølgelig gerne det).

I Universal Studios findes der en tur med et lille tog ned gennem selve filmbyen. Her er der lydstudier, faldefærdige broer, ødelagte byer, streets of New York, you name it. I 2005 var jeg også i Universal Studios, og der tog vi på denne tur og kørte forbi indgangen til Wisteria Lane. Vi kunne desværre ikke køre derind, viste det sig, fordi de var i gang med optage derinde dengang. I kan nok levende forestille jer, hvor mange gange jeg siden har tænkt, hvilken bestemt scene i Desperate Housewives der blev optaget, mens jeg kørte rundt lige dér ved siden af!!

Nå, men jeg forventede intet andet, end at det ville være det samme her i 2016. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at vi måske ville komme helt derind og vende, selvom Desperate Housewives jo forlængst er slut. Så jeg blevet meget glad og overrasket (ja faktisk overgearet), da vi drejede til venstre, og den herlige guide sagde, at nu drejede vi ind på Wisteria Lane. Hvor var det bare vildt at være der! Alle husene var der jo: Susans, Brees, Lynettes og Gabrielles. Præcist som de ser ud i serien. Her kommer lige lidt billedspam.



 Mikes hus
 Brees hus
 Susans hus
Gabrielles hus

Jeg tog selvfølgelig også video, men jeg var meget koncentreret om at se det med øjnene i stedet for gennem telefonen, så I må tilgive mig, hvis I bliver lidt øre af at se den, for jeg skifter meget mellem den ene og den anden side af vognen i hurtige bevægelser. Men den giver et godt indtryk af turen på Wisteria Lane og den meget engagerede, herlige amerikanske guide, der bl.a. fortæller, at gaden bruges meget til reklamer nu, hvor Desperate Housewives ikke bruger gaden mere. Han fortæller også, at Desperate Housewives er den eneste serie, hvor absolut hele gaden har været spærret af, når de filmede, fordi de rent faktisk brugte hele gaden. Det forklarer jo, hvorfor vi ikke kunne komme tættere på dengang i 2005.



P.S. Hvis du kunne lide dette indlæg, så læs om serie-location-spotting af Beverly Hills 90210 her.

onsdag den 22. juni 2016

Serie-location-spotting - Beverly Hills 90210

I maj måned i år var jeg to uger i USA med min kæreste. Tiden blev hovedsageligt tilbragt i Los Angeles, Las Vegas og San Francisco. I Los Angeles kunne jeg naturligvis ikke styre mig. Jeg MÅTTE forbi Brandons hus! Jeg havde google mig frem til, at huset desværre slet ikke ligger i Beverly Hills - faktisk ikke engang i nærheden. Det ligger i Altadena, nærmere betegnet på 1675 East Altadena Drive. Så der kørte vi ud en dejligt stille søndag morgen. For en stor seriefan som mig var det meget stort at stå foran det hus, som jeg har set på TV så mange gange. Så vidt jeg er orienteret, blev de udendørs scener filmet her, og det at stå foran dén indkørsel og vide, at Brandon, Brenda, Dylan, Kelly, Steve, Donna, David, Cindy, Jim osv. har været lige dér og filmet for 25 (!) år siden - det var kæmpestort.




Da vi kom hjem senere på dagen, fandt jeg ud af, at Dylans hus lå tre huse længere henne ad samme gade. NØJ hvor var jeg træt af, at jeg ikke havde tænkt på at google det forinden! Men det vigtigste var nu også Walsh House, så jeg var godt tilfreds.

Men det var jo ikke nok med det. Hjemmefra havde jeg fundet ud af, hvor Kellys og Donnas beach house ligger. Det snuppede vi lige som det sidste, inden vi fløj hjem, da det ligger tæt på lufthavnen. Adressen er 3500 The Strand i Hermosa Beach. Det var ikke helt så stort at se det, men det var tæt på. Det var et fantastisk sted lige ud til en skøn, bred, hvid strand med et klassisk livreddertårn. Størrelsen på huset i virkeligheden svarer på ingen måde til størrelsen på den lejlighed de har, er min mening. Men beliggenheden er i top, præcis ligesom i serien.



Jeg var også på location-spotting et andet sted i Los Angeles med en anden serie - det vil jeg vende tilbage til i næste indlæg :-) Indtil da kan du (gen)læse 15 fun facts om Beverly Hills 90210 her.

mandag den 20. juni 2016

Call the Midwife - anmeldelse

Jeg præsenterer hermed den første gæsteblogger på serierserierserier, nemlig min mor, Ellen. Hun har hang til britiske serier som Downton Abbey og Herskab og Tjenestefolk. Her anmelder hun Call the Midwife. God fornøjelse!

---

Call the Midwife er en engelsk tv-serie, der består af 5 sæsoner, hvoraf de 4 er tilgængelige på Netflix, og der er desuden planlagt en 6. sæson med premiere i julen 2016.

Call the Midwife er produceret af BBC og foregår i Londons East End i 1950erne og 1960erne. East End var på dette tidspunkt et fattigt og underprivilegeret område, som var blevet voldsomt ødelagt af ’the Blitz’, tyskernes bombardement af London under 2. verdenskrig. Bydelen var præget af socialt boligbyggeri, og indbyggerne var beskæftiget ved havnearbejde. I løbet af 50erne og 60erne kom East End som et mikrokosmos til at stå som et skoleeksempel på Storbritanniens økonomiske fremgang og begyndende velfærd.

Til dette kvarter, hvor der i starten af 50erne er mangel på alt, kommer den unge kvinde Jenny Lee som nyuddannet jordemoder. Hun skal arbejde i ”Nonnatus House”, et ’nursing convent’ (sundhedscenter og kloster), som drives af nogle meget principfaste nonner. De unge jordemødre bor og arbejder på stedet og holdes i meget kort snor af nonnerne, der vogter over deres dyd og holder moralen højt i hævd.


Serien skildrer meget godt de sociale forhold i efterkrigstidens London samt den begyndende velfærd med sociale forbedringer. ”Nonnatus House” udfører et uvurderligt stykke arbejde for børnefamilierne i området med jordemødrenes opsøgende arbejde i hjemmene, deres råd og bistand og deres anerkendelse og kærlighed til de lokale, som kæmper med fattigdom, sygdom, alkoholmisbrug, voldelige ægteskaber osv., osv. Indførelsen af NHS (National Health Service) i Storbritannien i 1948 var den spæde start på almindelig sundhedsforsikring til alle, og klosteret gjorde et kæmpearbejde for børn og voksne i East End.

Call the Midwife er delvis autentisk, idet serien bygger på Jennifer Worths erindringer. Da Jenny Lee ankommer til ”Nonnatus House” introduceres vi til de øvrige personer: søstrene Julienne, Evangelina, Bernadette og Monica Joan samt de to andre jordemødre: Trixie og Synthia. I løbet af serien kommer nye til, og andre forsvinder. Rigtig sjovt bliver det, da den unge kvinde Camilla Noakes, kaldet Chummy, dukker op i sæson 1. Hun er meget høj og klodset og mangler i den grad selvtillid. Hun kommer fra en overklassebaggrund og har valg sin karriere som et slags oprør mod sine forældre. Hun er genert, og da hun ankommer, viser det sig, at hun aldrig har lært at cykle, noget som er en nødvendighed for at komme omkring på hjemmebesøg i området. Men Chummy er ukuelig og elskelig, og alle går meget op i, at hun får det lært.


Call the Midwife har nydt stor succes i Storbritannien og vundet indtil flere priser. Dens kvalitet ligger i dens beskrivelse af de sociale forhold med efterkrigstidens babyboom og forbedringer i boligforholdene. Desuden beskriver den godt de alvorlige forhold, som kvinderne konstant sloges med, så som spontane aborter, dødfødsler, illegale aborter, uønskede graviditeter, prostitution og incest. Alt krydret med en god portion kærlighedshistorier og forviklinger. Vær forberedt på, at der er meget livagtige fødsler i hvert eneste afsnit, og spædbørnene ser virkelig helt nyfødte ud, så det er meget naturtro.

Jeg giver serien





fordi den fortæller et stykke socialhistorie krydret med romantik og spænding, men den kan ikke opnå 5, da den efter min mening er lidt for sukkersød og urealistisk i forhold til fødslerne. Mange er dem er meget dramatiske, men det ender næsten altid lykkeligt. Lige på det punkt fraviger serien den socialrealistiske linje.

Det med småt
Produktionsår: 2012-
Streaming: Netflix

Om gæstebloggeren
Ellen er til daglig gymnasielærer i engelsk og dansk samt oversætter mellem disse to sprog.

søndag den 5. juni 2016

Hvad har jeg set siden sidst?

Så er der endelig nyt på bloggen efter nogle ugers stilhed :-)

Hvad har jeg så set af serier siden sidst?


Først og fremmest har jeg set første sæson af How to Get Away with Murder. Desværre er sæson 2 endnu ikke kommet på Netflix, men jeg venter i spænding. For hold nu OP hvor er det bare en spændende serie! Den handler om Annalise Keating, en forsvarsadvokat, som også underviser på jura på universitetet. Hvert år vælger hun fem studerende ud, som skal være hendes dreamteam det år og hjælpe hende med de sager, hun har. De vikles pludselig selv ind i en mordsag sammen med Annelise, som de med alle midler forsøger at komme ud af. Historien er fuld af twists, som man ikke ser komme, så jeg var virkelig hooked fra starten og kunne slet ikke lade være med at se videre. Sæson 2 må gerne komme meget snart!


Jeg er kommet noget videre i Dexter, nærmere bestemt til starten af sæson 7 (ud af 8, så det er snart slut, øv!). Der sker virkelig meget i slutningen af sæson 6, så sæson 7 er nervepirrende og fuldstændig fantastisk fra starten. Hvis du ikke har set Dexter endnu, kan jeg kun sige: Sæt i gang! Det er en af de bedste krimiserier, jeg nogensinde har set!  Det skrev jeg også om her.


I den non-fiktive verden har jeg se BS & Manddomsprøven på TV2. Programmet er som BS' øvrige programmer, hvor han tager nogle mennesker med ud i noget natur og lærer dem at blive stærkere og bedre udgaver af sig selv, inden de kommer hjem. Jeg synes, dette program var så fint, fordi det drejede sig om, kan man vist godt sige, lidt fesne mænd, der trængte til at blive mandet op og få noget kontrol over deres liv igen. Alle mændende var mega søde og nåede virkelig langt. Og så er jeg bare en sucker for BS' bevingede ord og kloge bemærkninger. Jeg føler altid, man selv lærer lidt, selvom man bare sidder i sin sofa og ikke på en øde ø i Stillehavet, som mændene i programmet her gjorde.

mandag den 18. april 2016

Dexter er et must-see

For nylig gik jeg i gang med at se Dexter. Jeg havde hørt en del om den, men var ikke blevet fanget af beskrivelsen: En kriminaltekniker (Dexter kalder sig selv for blood spatter analyst) løser mordsager om dagen og er seriemorder (en uhyggelig og meget grundig en af slagsen) om natten. Umiddelbart lyder det skørt nok til, at man bør starte med at se serien med det samme, og det bør man faktisk også (selvom jeg har taget langt tilløb til det). For Dexter er en helt særlig person. Han har en forstyrret personlighed pga. oplevelser i sin barndom, som jeg ikke vil komme ind på her, da det vil spoile for meget. Oplevelserne gør, at han er socialt akavet, og det fører til mange sjove episoder på hans arbejdsplads og hjemme hos Rita, som Dexter er kærester med. Ingen aner, hvad Dexter laver om natten, da han er professionel og skjuler sine spor 100 %. Hvis han skulle lave en fejl, kan han selv via sit arbejde sørge for at lægge et andet spor ud eller skrive noget andet i rapporten, så beviserne igen peger væk fra ham.

Hver sæson har et overordnet tema i form af en overordnet gerningsmand (ud over Dexter selvfølgelig), som skal fanges, og Dexter blandes mere og mere ind i sagerne og kommer nogle gange ud på så dybt vand, at man ikke kan forestille sig, hvordan han skal komme i land.

Det er enormt sjovt og interessant med en krimiserie, der vender tingene på hovedet på denne måde. Dexter kan spinne alt til sin fordel, og man kommer til at holde med ham og ikke ønske, at han bliver fanget, for han er så sød og rar og sjov, og serien skulle jo gerne fortsætte. Det gør den så også i otte sæsoner. Pt. er jeg i gang med sæson tre og er fuldstændig hooked og spændt på, hvad de næste sæsoner bringer.


onsdag den 6. april 2016

Modern Family - anmeldelse

En af mine absolutte yndlingskomedieserier er Modern Family. Serien har noget helt særligt, noget je ne sais quoi, som gør, at jeg aldrig bliver træt af den. Lidt ligesom Venner, som jeg også kan se igen og igen og grine lige højt af hver gang. Serien kører pt. på 7. sæson i USA, og sæson 1-6 ligger på den danske Netflix.

Hvem?
Modern Family har et bredt persongalleri. Den består af en stor familie, som jeg vil præsentere i mindre familiegrupper:

Først og fremmest har vi den efterhånden ældre herre Jay, hans (noget yngre) colombianske kone Gloria og Glorias søn Manny. I løbet af serien får Jay og Gloria desuden en lille søn, Joe.

Jay har to voksne børn. Hans datter Claire er ældst. Hun er gift med Phil, og sammen har de tre børn: Haley, Alex og Luke. Hans søn Mitchell er homoseksuel og gift med Cam. Sammen har de adopteret deres datter Lily.

Fra venstre: Luke, Claire, Alex, Phil, Haley, Gloria, Joe, Jay, Manny, Mitchell, Lily og Cam

Det er altså de personer, vi møder i serien. Hvis man vil have et godt og hurtigt overblik over, hvem der er hvem, kan man nøjes med at se seriens pilotafsnit (som i øvrigt er det bedste pilotafsnit af en serie, jeg nogensinde har set). Der bliver alle præsenteret, og stilen for hele serien bliver lagt allerede der. Jeg var fanget fra første afsnit!

Hvad?
Som det ofte er tilfældet med komedieserier, sker der ikke nogen form for drastisk udvikling hos personerne. Hvert afsnit er ca. 23 minutter langt og drejer sig om forskellige dilemmaer og skænderier mellem de forskellige medlemmer af familien. I langt de fleste tilfælde ender afsnittene med, at alle er glade og en af hovedpersonerne som voice over reflekterer over, hvor dejligt det er at have en familie (det kan godt blive liiiidt for amerikansk somme tider).

Der sker forskellige store ting i personernes deres liv, som fx at Haley tager på college, at Gloria bliver gravid, at Claire begynder at arbejde i stedet for at gå hjemme og sådanne ting. Men det er ikke disse ting, der bærer serien; det er den helt specielle humor, serien har. Det er svært at forklare præcist hvad det er, Modern Family kan, men jeg vil alligevel forsøge. Der er tonsvis af ordspil (særligt fra Phil), som desværre ofte går tabt i underteksterne (om det er, fordi teksteren ikke fanger dem, eller fordi der tales så hurtigt, at der ikke er tid, vil jeg lade stå hen i det uvisse); personerne kigger ofte ind i kameraet, hvis der sker noget pinligt eller lignende, så det virker, som om de kigger direkte på seeren; personerne skiftes til at sidde i en sofa i deres hjem og fortælle om nogle af de ting, der sker i afsnittet, hvilket også inddrager seeren. I sig selv lyder disse ting ikke hylende morsomme, men når det hele kører på samme tid, er det vanvittigt morsomt! Om ikke andet er det værd at tjekke serien ud udelukkende pga. Cams overdrevede homoseksuelle gestikulering og tale, Glorias colombianske accent, Phils platte farhumor (se bare Phils-osophy) og Lilys tørre, skarpe humor, som hun i virkeligheden er alt for ung til at have.


Hva’ så?
Som I nok kan høre, er jeg vild med Modern Family og den måde, den fornyer komediegenre på. Så jeg giver Modern Family:





Har I set Modern Family? Hvis ja, hvad synes I om den? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det med småt
Produktionsår: 2009-
Streaming: Netflix

mandag den 21. marts 2016

15 fun facts om Beverly Hills 90210

Jeg fik helt lyst til at sætte mig ned og se hele serien forfra, da jeg sad og fandt frem til de fun facts om Beverly Hills 90210, som I kan læse nedenfor. Jeg er sikker på, at serien vil være lige så fantastisk de næste tyve år - måske er moden da også vendt tilbage til 90'ernes højtaljede bukser og blomstrede kjoler, hvem ved.
  • Serien skulle egentlig have heddet The Class of Beverly Hills, men navnet endte som bekendt med at være Beverly Hills 90210.
  • Brandon, Kelly, Steve, Andrea, David og Donna er de eneste personer, der er med i både pilotafsnittet og finaleafsnittet. Ikke en eneste af de faste skuespillere er med i samtlige afsnit. Kelly, Donna, David og Steve er de eneste karakterer, der er med i alle sæsoner.
  • Både Drew Barrymore, Alyssa Milano og Alicia Silverstone blev tilbud rollen som Valerie, men takkede alle nej, og den blev derefter givet til Tiffani Thiessen. Hun datede i øvrigt Brian Austin Green, aka. David, da hun fik rollen.
Kliken i en af de første sæsoner
  • Dylan skulle faktisk kun have været med i de første par afsnit af serien, fordi producerne ikke var vilde med hans karakter. Det var Aaron Spelling til gengæld, så han betalte Luke Perrys løn i de første afsnit, indtil producerne kunne mærke på seernes respons, at Dylan skulle blive i serien.
  • Gabriella Carteris, som spiller Andrea, var 29 år gammel, da optagelserne begyndte. Andrea skal forestille at være omkring 16 år i første sæson.
  • Melrose Place er et spin-off af Beverly Hills 90210.
  • The Walsh House ligger ikke i Beverly Hills, men i Altadena, helt præcist på 1675 East Altadena Drive (læs om min oplevelse med at se huset i virkeligheden her).
The Walsh House
  • Luke Perry gik til audition for at få rollen som Steve, men blev i stedet tilbudt rollen som Dylan.
  • Det er svært at sige, hvad der er sandt og falsk i denne sag, men det er et udbredt rygte, at Shannon Doherty, som spiller Brenda, blev fyret fra serien, fordi hun var for intrigant. Nogle påstår endda, at den endelige grund til hendes fyring var, at hun klippede sit hår lige inden en sæsonfinale og dermed ødelagde kontinuiteten.
  • The Peach Pit er inspireret af en restaurant i West Los Angeles ved navn Apple Pan.
  • Scott Scanlon, Davids gode ven gennem de to første sæsoner, skyder sig selv. Der var en imidlertid grund til, at han blev skrevet ud af serien: Han ville ikke længere være skuespiller.
  • Tori Spelling gik til audition til rollen som Donna under falsk navn, så casterne ikke ville være forudindtagede af, at hun er datter af Aaron Spelling.
Tori Spelling med sine forældre
  • Som datter af Aaron Spelling er der særlige... lad os kalde dem privilegier. Aaron Spelling lod Donna være jomfru langt ind i serien, og da en af Donnas kærester, Ray Pruit, blev voldelig mod hende, hvilket gjorde, at seerne syntes, Donna var for dum at blive hos ham, krævede Aaron Spelling, at Ray skulle skrives ud så hurtigt som muligt.
  • Jason Priestleys (Brandon) første seriøse forhold var med Christine Elise, som spillede Emily Valentine.
  • Gabriel Macht, aka. Harvey Specter fra Suits, var med i et enkelt afsnit. Det kan virke som et meget random fun fact, men det er nødt til at være med udelukkende på grund af hans fantastiske 90'er-udseende.
Gabriel Macht som Tal Weaver

Hvis du godt kan lide fun facts, finder du her på bloggen også nogle om Sex and the City og Downton Abbey.

Kilder anvendt i dette indlæg findes her, her og her.

mandag den 14. marts 2016

Tre 90'er-serier, der er klar til genoplivning

For nylig havde en spritny version af 90'er-serien Hænderne Fulde (Full House) premiere på Netflix. Hvis man var barn eller ung i 90'erne, er det ren nostalgi at få lov at opleve en serie, man er vokset op med, i en ny 2016-version med de samme skuespillere som dengang (om end The Olsen Twins ikke er med). Jeg må indrømme, at Hænderne Fulde ikke var den serie, jeg så mest som barn (ja, jeg er født i slutningen af 80'erne). Til gengæld har repremieren inspireret mig til at skrive dette indlæg om tre serier fra 90'erne, som godt kunne trænge til en genoplivning.

1. Alle tiders barnepige (The Nanny)


Jeg knuselsker denne serie, og da den for et par år siden kom på Netflix, så jeg den fra ende til anden på skræmmende kort tid (men jeg var vistnok også mellem uddannelse og job på det tidspunkt, lad os bare sige det). Det kunne være enormt sjovt at følge Fran og Maxwell, deres tvillinger, Maggie, Brighton, Grace, CC og Niles i dag. Hvor store er tvillingerne blevet? Hvad laver Maggie, Brighton og Grace nu som voksne? Har Maxwell endelig slået Andrew Lloyd Webber af pinden? Kan CC og Niles stadig holde hinanden ud? Lever Yetta endnu? Er Silvia stadig lige så skinger - og er Fran? Spørgsmålene er mange, og jeg ville elske at få dem besvaret!

2. Min kære Familie (Family Matters)


Jeg husker ikke så meget af handlingen i denne serie. Jeg husker til gengæld Steve Urkel. Med sit "Helloooo, Caaaarl!", når han på alle mulige og umulige tider af døgnet besøgte sin nabo Carl, som absolut ikke brød sig om ham, borede han sig ind i alles hukommelse. Hvor mon Steve Urkel er i dag? Har hans gåpåmod gjort, at han har fået succes i livet? Er han blevet gift og har fået børn? Der må en 2016-version af Min kære Familie til for, at vi kan finde ud af det. Mens vi venter på det, kan I se ovenfor, hvordan Steve Urkel, aka. Jaleel White, ser ud i dag sammenlignet med dengang.

3. Hvide Løgne


Er der nogen, der kan huske denne fantastiske serie? Hvide Løgne var den første danske sæbeopera (jeg har ikke en kilde, der bekræfter dette, men jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om andre danske sæbeoperaer før Hvide Løgne), og den blev vist på TV3 alle hverdage. Et afsnit tog en halv time (inkl. reklamer), og jeg kan huske, at der var genudsendelse af afsnittet fra dagen forinden kl. 19 og nyt afsnit kl. 19.30. Jeg var helt vild med Hvide Løgne og de mange historier, der udspillede sig. Særligt husker jeg Niels, der ejede en bar, og hans bartender Annette, som var så køn. Og så var der også overlæge Jørgen Hald og hans kone og børn, hvoraf jeg kun husker Oliver. Joy-Maria Frederiksen var med som Gertrud, og jeg kan huske, at hun var enormt uhyggelig. Det var Robert også. Han gik og brændte ting ned, så vidt jeg husker. Det var en serie, der var rig på personer og intriger, og jeg labbede det i mig. Det kunne være så sjovt at se, hvor alle de personer er henne i dag. Har Niels stadig sin bar? Er Gertrud holdt op med at være uhyggelig? Er Oliver stadig lige så pæn som dengang? Så kære TV3: Det er bare med at samle skuespillerne og starte optagelserne til Hvide Løgne anno 2016. Hvis du gerne vil have et skud Hvide Løgne med det samme, findes hele første afsnit her (med den skønne titelmelodi und alles).

mandag den 7. marts 2016

Hvorfor er reality-TV så fantastisk?

Lige for tiden er jeg fanget i en grusom spiral. Jeg kom til at se et afsnit af For Lækker til Love på Viaplay. Og så måtte jeg lige se, hvad der skete i det næste afsnit. Og det næste. Og pludselig var jeg fanget. Men det ER altså også spændende, om Kay finder en kæreste, der har 600 ml silikone i brysterne (eller er villig til at få det), om Panda finder en, der lever op til hans standard (og har en lige så irriterende musestemme), om Melanie stopper med at være så frygteligt forkælet (det sker nok ikke), og om Gustav finder kærligheden (hvis han da overhovedet vil det). Synes I ikke?

Et udpluk af deltagerne i For Lækker til Love

Siden Robinson Ekspeditionen i 1998 er realitygenren eksploderet, og det må jo være, fordi der er seere til det. Også selvom mange af os ikke vil indrømme, hvor skønt vi synes det er at se Hannah Melissa græde over, at kommunen vil tage Cecilya (!) fra hende, alt imens hun åbner endnu en cola og tænder endnu en smøg. Så hvad i alverden er det, der gør, at vi er så vilde med reality?

Nogle af de deltagere i Robinson Ekspeditionen 1998, som vi nok husker bedst

Forklaringen, der ligger lige for, er, at det er, fordi vi får det godt med os selv over at se mennesker, der her mindre styr på tingene, end vi selv har. Her er De Unge Mødre et godt eksempel, ligesom Luksusfælden også ligger lige til højrebenet. Hvor mange gange har vi ikke alle sammen siddet og haft lyst til at kaste en pude efter fjernsynet, fordi deltagerne ikke vil af med deres bil, flytte eller stoppe med at ryge og købe fastfood?

En anden grund kan være, at mennesket er et nysgerrigt væsen. Vi kan godt lide at få lov at se, hvordan andre mennesker bor, hvordan de opdrager deres børn, forvalter deres penge, finder kærligheden, agerer i en lille gruppe på en øde ø osv.

En sidste grund, jeg kan komme i tanke om, er, at reality-TV er dejligt ukompliceret. I mange fiktive serier skal man være koncentreret og følge godt med, så man ikke misser en vigtig scene eller pointe, der har betydning for seriens videre forløb. I reality-TV er det nemt at hoppe ind midt i sæsonen og følge med, og man kan slappe af og behøver ikke tænke alt for meget over det, man bliver præsenteret for. Jeg kan fx afsløre, at Luksusfælden egner sig utroligt godt som underholdning, mens man spiser morgenmad i sit nattøj lørdag morgen.

Hvorfor tror I, der er så mange, der godt kan lide at se reality-TV?

Mette Reissmann og Jan Swyrtz - mine personlige favoriteksperter i Luksusfælden

torsdag den 3. marts 2016

20 fun facts om Downton Abbey

Jeg har været en tur rundt på nettet for at finde nogle fun facts til jer om Downton Abbey, som jeg i øvrigt har anmeldt her. Obs! Hvis du ikke har set Downton Abbey (kom så i gang!), så er der nogle spoilers i dette indlæg, som kan ødelægge nogle overraskelser i løbet af serien.
  • Downton Abbey-bygningen hedder i virkeligheden Highclere Castle og ligger ca. halvanden times kørsel vest for London. Highclere Castle har været i familien Carnarvons besiddelse siden 1679.
  • Scenerne "upstairs", dvs. med herskabet, er optaget på Highclere Castle. Køkkenscenerne er derimod optaget i et studie i London, fordi denne del af bygningen er blevet moderniseret.
  • Turister kan komme ind at se Highclere Castle om sommeren, ligesom det udlejes til eksempelvis bryllupper. Peter André (hvis nogen kan huske ham?) blev gift her.
  • Mange antikke møbler er med i serien på grund af dens ægte location på Highclere Castle. Eksempelvis er der et bord og en stol af mahogni, som har tilhørt Napoleon Bonaparte.
  • Julian Fellowes (seriens skaber) er gode venner med slottets nuværende ejere.
De nuværende ejere af Highclere Castle
  • Bates', Lord Granthams og Violet Crawleys roller blev skrevet specifikt til hhv. Brendan Coyle, Hugh Bonneville og Maggie Smith - de skuespillere, som spiller rollerne.
  • Dan Stevens, som spiller Matthew, ønskede at forlade serien, men det fik Julian Fellowes at vide for sent, så Mary og Matthew nåede at blive gift, og Fellowes' eneste mulighed var derefter at skrive karakteren ud ved at lade ham dø.
  • Tøjet, skuespillerne har på, er i mange tilfælde originalt tøj fra tidsperioden, serien foregår i. Fordi tøjet er så gammelt og fint, kan det ikke vaskes og lugter derfor ikke særligt godt.
Edith, Sybil og Mary i smukt tidstypisk tøj
  • Den britiske Dronning Elizabeth er stor fan af serien og har endda opdaget mindre fejl i serien. For eksempel har hun påpeget, at en soldat ses med medaljer fra 2. verdenskrig, selvom det er 1. verdenskrig, der portrætteres.
  • Den første karakter, der blev udviklet af Julian Fellowes, var Cora.
  • Anna skulle egentlig have været noget ældre, end hun er, så der ikke ville være en betydelig aldersforskel mellem hende og Bates. Men Joanne Froggatt, som spiller Anna, gjorde det så godt, at de castede hende til rollen på trods af aldersforskellen på 17 år.
  • Michelle Dockery, som spiller Mary, er også jazzsangerinde.
Når det er koldt, blander fortiden sig med nutiden
  • Et afsnit af Downton Abbey koster ca. 1 million pund (9,5 millioner danske kroner) at producere.
  • Ved sæson tre var Downton Abbey den mest sete dramaserie i verden. Det anslås, at mere end 120 millioner mennesker i hele verden har set serien.
  • Downton Abbey er med i Guinness Rekordbog, fordi det er den serie, der har fået flest Emmy-nomineringer, nemlig hele 27.
Mrs. Hughes, Tom, Daisy, Edith og Anna modtager en SAG Award for
Outstanding Performance by an Ensemble in a Drama
  • Under optagelserne blev der sat farvet tape på gulvet, som skulle vise, hvor skuespillerne skulle stå i den pågældende scene, simpelthen fordi der er så mange mennesker på settet.
  • Alle breve og aviser er lavet, så de ligner originaler så meget som muligt - helt ned til papiret og skriften.
  • Der er scener fra både Lady Marys, Lady Ediths og ægteparret Granthams soveværelser, men i virkeligheden er alle disse scener filmet i samme rum, der blot er indrettet så forskelligt, at man ikke opdager det. Men hvis man ser godt efter, vil man kunne se, at udsigten ud ad vinduerne er den samme i alle soveværelsesscenerne.
  • Maggie Smith, som spiller Violet Crawley, så ikke et eneste afsnit af serien, mens den kørte, fordi hun ikke ville tvivle på sig selv under indspilningerne. Først da serien var færdig, ville hun se det hele. Derfor fik hun boksen med samtlige afsnit af holdet bag serien, da indspilningerne var færdige.
  • George Clooney har gæstet showet. Eller... Se selv her.
En af Violet Crawleys bedste replikker

Hvis du vil læse mere i denne dur, så finder du mine fun facts om Sex and the City her.

Kilderne til dette indlæg er denne, denne, denne og denne side.

søndag den 28. februar 2016

Downton Abbey - anmeldelse


Denne serie har en særlig plads i mit hjerte. Den foregår over seks sæsoner fra 1912-1925 i et England skabt af herskab og tjenestefolk. Downton Abbey tager seeren med ind i en verden, hvor keeping up appearences er alfa omega – men det er ikke altid så let, som man skulle tro.

Hvem?
Serien handler om familien Crawley, som er herskabet på Downton Abbey, samt om deres tjenestefolk, der holder til downstairs. Crawley-familien består af hertug Robert Crawley, hans kone Cora og deres tre døtre Mary, Edith og Sybil. Deres farmor, Violet, spiller også en stor rolle, ligesom Violets kusine, Isobel, også er med gennem stort set hele serien. Der er mange bipersoner med, som spiller en større eller mindre rolle og kommer ind og ud af serien af forskellige årsager, som jeg ikke vil nævne her, da det vil spoile alt for meget.

Downstairs finder vi butleren mr. Carson, housekeeper mrs. Hughes, kokken mrs. Patmore, køkkenassistenten Daisy og en masse andre personer så som Barrow, Anna, mr. Bates, mr. Molesley og Baxter.

Persongalleriet er enormt, men det er netop det, der gør, at serien forbliver spændende og levende gennem alle seks sæsoner, så fortvivl ej, hvis det lyder forvirrende og overvældende med så mange personer at holde styr på.

Hvad?
Det er svært at finde ud af, hvor man skal begynde, når det kommer til handlingen i Downton Abbey, for der sker så vanvittigt meget på de seks sæsoner. Dog er det faste personer, handlingen drejer sig om, nemlig herskabet og tjenestefolkene på Downton Abbey. Der er kærlighedsaffærer på tværs af disse to grupper; der er fjendskaber mellem tjenestefolk og mellem de tre søstre i herskabet; der er 1. verdenskrig, hvor Downton Abbey forvandles til et rekreationshospital; der er nøglepersoner, der dør; der er et par, der har svært ved at få børn; der er en butler, der bliver uskyldigt dømt for et mord; der er en homoseksuel mand, der har svært ved at finde sin plads i en verden, hvor man lader, som om homoseksualitet ikke findes; og der er drømme om at uddanne sig og drive det længere end blot at tjene andre. Jeg kunne blive ved. Hver sæson indeholder små historier om de mange forskellige personer, som man kommer til at holde af hver og en.

Hva’ så?
Jeg var fanget af Downton Abbey fra første afsnit og elsker alle personerne, deres livsbegivenheder og historiens vingesus. Man kan også nyde brillant skuespil fra samtlige skuespillere – hvem kan ikke stå for en britisk accent fra 1920’erne? Desuden er jeg meget imponeret over Kirsten Elvig Hansens geniale undertekster. Hun rammer tonen spot on og gør bare Downton Abbey endnu mere seværdig.

En ting trækker ned, og det er, at en af de senere sæsoner (jeg mener, det er sæson 4 eller 5) er noget kedelig og langsom med – efter min mening – halvligegyldige og søgte historier. Af den grund vil jeg give Downton Abbey fire ud af fem s'er (men med pil op, for Downton Abbey ER virkelig fantastisk!).





P.S. Jeg har et indlæg med fun facts om Downton Abbey i støbeskeen, så stay tuned :-)

Det med småt
Produktionsår: 2010-2015
Streaming: Netflix

tirsdag den 23. februar 2016

15 fun facts om Sex and the City

I kølvandet på min anmeldelse af Sex and the City, har jeg tilladt mig at snuppe nogle fun facts om serien herfra, herfra og herfra, som jeg håber, I vil synes er lige så sjove og interessante, som jeg synes.
  • New York Star, hvor Carrie udgiver sin klumme, findes ikke i virkeligheden.
  • Carrie er den eneste, der ikke flytter gennem hele serien.
  • Rygtet siger, at Kim Cattrall (Samantha) og Sarah Jessica Parker (Carrie) ikke kan udstå hinanden. Det har været sådan siden første sæson, men de to skuespillere ønskede ikke, at fansene skulle vide det. Derfor talte de ikke om det offentligt, mens serien kørte. Måske skal rygtet dog tages med et gran salt...
  • I Sarah Jessica Parkers kontrakt står der, at hun aldrig skal være helt nøgen i serien. Derfor ser man hende altid kun i undertøj i intime scener.
  • Cynthia Nixon (Miranda) er i virkeligheden blond. Hun farvede sit hår rødt til rollen som Miranda.
Cynthia Nixon - smuk uanset hårfarve
  • I scenen, hvor Miranda føder Brady, er lægen rent faktisk læge i virkeligheden.
  • Grunden til, at sæson fem kun har otte afsnit, er, at Sarah Jessica Parker var gravid.
  • Hvis man søger på 64 Perry Street (bygningen, Carries lejlighed ligger i) på Google Street View, er huset sløret. Det insisterer husets ejer på, fordi der er så mange, der gerne vil finde det både på nettet og i virkeligheden (det slørede gør det dog bare nemmere at finde, tænker jeg...). Foran trappen op til døren hænger en kæde, så turister ikke går op ad trappen, og der hænger en lille bøsse med en opfordring til at donere penge til dyrevelfærd.
Sløret billede af 64 Perry Street på Google Street View
  • Carrie og Miranda spiser på et tidspunkt cupcakes uden for The Magnolia Bakery på 401 Bleeker Street. Efter episoden blev vist på TV, måtte bageriet ansætte dørmænd til at kontrollere den store mængde besøgende. I dag er det igen blot et almindeligt bageri - men dog nok et af de mere fotograferede af slagsen.
  • I den første film fjerner Carrie en bog og erstatter den med sin egen i en boghandel. Bogen, hun fjerner, hedder Lucia, Lucia af Adriana Trigiani og handler om en kvinde, som planlægger et stort bryllup og bliver forladt ved alteret.
  • Sarah Jessica Parker blev i 2001 executive producer på serien. Derefter tjente hun tre millioner dollars per afsnit - det svarer til ca. 20 millioner kroner!
  • Der er ikke et eneste outfit, der går igen gennem serien - undtagen en pels, som Carrie har på i flere afsnit.
Pelsen, som Carrie ses i flere gange
  • Victoria Beckham blev tilbudt en gæsteoptræden i den første film, men takkede nej, da hun skulle på tour med Spice Girls.
  • Optagelserne til det allersidste afsnit af serien blev afsluttet fire dage før, afsnittet blev sendt.
  • Carrie stiller i alt 92 spørgsmål gennem serien. Hvis man er rigtigt nørdet, findes der en ranking af de 92 spørgsmål her.

onsdag den 17. februar 2016

Gift ved første blik: Danmark vs. USA

Jeg synes, det er vildt fantastisk og godt klaret, at det danske koncept Gift ved første blik har klaret vejen over Atlanterhavet og er blevet til et program på amerikansk TV, som det er mit indtryk, at mange amerikanere ser og har en mening om. Det er da også et program, som mange har holdninger til herhjemme i lille Danmark. I dette blogindlæg vil jeg skrive om de forskelle, der er på den danske og den amerikanske version af programmet – godt krydret med min mening om, hvad jeg synes om programmerne. Det er altså ikke en anmeldelse, men nærmere en diskussion af programmet og dets tur ind på amerikanernes TV-skærme.

Gift ved første blik går ud på, at et hold eksperter bestående bl.a. af en psykolog, en præst og en antropolog matcher nogle par (på baggrund af deres interesser, værdier osv.), som så skal giftes med hinanden første gang, de ser hinanden. Det vil altså sige, at de – i det danske tilfælde – kommer ind på Københavns Rådhus, ser hinanden for første gang, siger ja til at blive gift med hinanden, holder fest med familie og venner, tager på bryllupsrejse, flytter sammen, forsøger at få en hverdag op at køre og efter fire-fem uger tager stilling til, hvorvidt de vil forblive gift, eller om de vil skilles. På dansk TV har vi set, at det er nogle intense uger, hvor bølgerne ofte går højt i parrenes søgen efter, om der kan opstå kærlighed mellem dem. Jeg er vild med konceptet og synes, at det er enormt spændende og sjovt (og ofte også tåkrummende, tænk bare på Frank og Pia!) at se parrenes udvikling med både skænderier og glade øjeblikke.

I Danmark har vi haft tre sæsoner og dermed elleve par. Nogle par valgte at blive sammen, men blev senere skilt, mens to par fra den seneste sæson valgte at blive sammen og – så vidt jeg er orienteret – stadig er sammen den dag i dag, nemlig Randi og Niels og Line og Michael (som nu flytter til New York sammen). Det er så dejligt at se, at parrene holder sammen, og at eksperterne er lykkedes med deres eksperiment.

Randi & Niels og Line & Michael

I USA har de en højere succesrate indtil videre. De har også haft tre sæsoner med i alt ni par. Jeg har kun set første sæson og er i gang med sæson 2, som DR viser for øjeblikket. I sæson 1 forblev to ud af tre par sammen og er det stadig den dag i dag. Nu venter jeg i spænding på, hvad der sker i sæson 2. Umiddelbart virker det til, at Davina og Sean og Jessica og Ryan har haft en god start, mens Jaclyn og Ryan (ja, der er to Ryan’er!) er noget mere pressede, primært fordi Jaclyn ikke er fysisk tiltrukket af ham og derfor mener, at det er dømt til at gå galt. Det minder meget om den start, Jamie og Doug fik i sæson 1, hvor hun var helt ulykkelig over, at hun ikke syntes, Doug var pæn. Det ændrede sig ikke desto mindre i løbet af den næste måned (måske fordi hun så ham i bar overkrop?), og de er i dag lykkeligt gift og har renewed their vows på en eller anden pæn palmestrand. Jeg bliver lidt sarkastisk nu, fordi jeg følger dem begge på instagram, og det eneste, Jamie skriver om, er, hvor fantastisk det er, at hun har Doug, og hvor meget de har været igennem sammen, og hvor taknemmelig hun er over, at han har valgt hende på trods af alle hendes issues og så videre. Altså det er selvfølgelig meget sødt, men jeg er nok bare lidt for jysk til så mange kærlighedserklæringer. Det kommer hurtigt til at virke påtaget og falsk. Men det er nok bare amerikanere, når de er bedst.

Jamie & Doug i programmet Married at First Sight: The First Year,
et spinoff af Gift ved først blik, hvor man følger deres første år som ægtepar.

De to største forskelle mellem den danske og amerikanske version er, hvis man spørger mig, følgende:

1. Drama-alarm!

Gift ved første blik er ENORMT dramatisk i den amerikanske version. Der er cliffhangere lige inden reklamepauser konstant, og lige inden deltagerne skal svare ”I do”, kommer der et langt speak fra deltageren om alle de tvivl, vedkommende har, mens der vises klip af den anden, der ser enormt presset ud, for hvad nu hvis han/hun svarer ”I do not”?! Der er også en del flere afsnit (12 afsnit à 40 minutter ekskl. reklamer), fordi de gør små ting til kæmpe dramaer, der kan vare hen over flere afsnit. Desuden bruger de to hele afsnit på at præsentere deltagerne, således at de først bliver gift i tredje (!) afsnit. I den danske version blev de tidligere gift i det andet afsnit, og det er nu lavet om til, at to par bliver gift i det første og to par i det andet afsnit, fordi det er dét, seerne vil have; kom til sagen!

2. ”This is a real, legally binding marriage!”

Som sagt er succesraten for det amerikanske program højere end for det danske. Jeg tror, at en af grundene er, at amerikanerne ikke ”tager så let” på ægteskabet, som vi gør herhjemme. Eksperterne siger mange gange i løbet af et afsnit, at det jo ikke er et fake marriage, men et helt rigtigt ægteskab med alle de juridiske følger, det har. I Danmark har et ægteskab også juridiske følger, men det er mit indtryk, at disse følger er af en anden kaliber i USA end herhjemme. I Danmark er det nemt og hurtigt at blive skilt – det kræver kun NemID og et dankort, og så er det ovre. I USA skal man, så vidt jeg ved, først separeres og desuden også have en god grund til, hvorfor man skal skilles. Derfor kæmper parrene måske mere og længere for det i USA, end de gør i Danmark. Der er mere på spil for de amerikanske deltagere, og jeg tror også, det er derfor, programmet er meget mere dramatisk i USA, fordi beslutningen om at blive gift er større – eller i hvert fald har større konsekvenser – end her i Danmark.

Som sagt er jeg vild med Gift ved første blik-konceptet, men jeg kan bedst lide den danske udgave, fordi den er meget mere nede på jorden og ægte, og man har en fornemmelse som seer af, at det, der bliver vist, er meget tæt på det, der sker i virkeligheden, i forhold til i USA, hvor små ting bliver kørt op til noget kæmpe stort. Men tænk at det her koncept er udtænkt i lille Danmark og nu vises på amerikansk TV – det er da for vildt!

Hvad synes I om Gift ved første blik i Danmark og i USA? Hvilke par hepper I på i den amerikanske sæson 2?

Det med småt
Produktionsår (både Danmark og USA): 2014-
Streaming: DR TV

søndag den 14. februar 2016

Badehotellet - anmeldelse


Nu hvor Badehotellets tredje sæson er ved at være ved vejs ende på TV2 (sæsonfinalen kommer i morgen mandag), synes jeg, det er passende at anmelde den. Fordi jeg har abonnement på TV2 Play, har jeg faktisk set snigpremieren på sæsonfinalen, men det skal jeg selvfølgelig nok lade være med at skrive noget om - ingen spoilers herfra.

Hvem?
I Badehotellet møder vi fru Andersen (Bodil Jørgensen), som i 1920'erne driver et hotel i Nordjylland i samarbejde med sine køkken- og stuepiger. Af disse er Fie den vigtigste, og hun er nok den, man kan betegne som seriens hovedperson. Hver sommer checker stort set den samme flok rige gæster ind på hotellet og bliver sommeren over. Der er skuespilleren Edward Weyse, grosserer Georg Madsen, fabrikant Otto Frigh, kontorchef Hjalmar Aurland og disses skønne koner, fru Fjeldsø og hendes søster og derudover en masse andre karakterer, der kommer og går i de tre sæsoner.

Hvad?
Som hovedregel følger vi personerne hen over sommeren, men der er et par afsnit i begyndelsen eller slutningen af sæsonerne, som finder sted uden for sommersæsonen.

Særligt fokus er der gennem alle tre sæsoner på grosserer Madsens datter Amanda, som er lidt for meget på tværs, hvis man spørger hendes far, der bare gerne vil have hende godt gift - men Amanda er en kvinde, der har ambitioner i livet, og hendes kærlighedshistorie(r) fylder meget i Badehotellet på den absolut gode måde.

Egenrådige Amanda Madsen spillet af Amalie Dollerup

Desuden er stuepigen Fie som nævnt også en vigtig person, hvis ikke hun har hovedrollen. Serien starter med, at hun bliver ansat på fru Andersens hotel. På det tidspunkt huserer hr. Andersen (Ole Thestrup), og han er ikke just en rar chef. Da han pludselig dør, overtager fru Andersen, og stedet bliver derefter en meget bedre arbejdsplads for pigerne i køkkenet. Fie møder naboens søn Morten og bliver forelsket i ham, men et dødsfald på hotellet gør, at Morten må tage på flugt, fordi grosserer Madsen skyder skylden på ham. Fies og Mortens forhold går op og ned, og hvordan det ender her i slutningen af sæson tre, vil jeg ikke afsløre.

Søde, smilende Fie spillet af Rosalinde Mynster

Der er desuden en affære mellem to af hotellets gæster, der ender med en graviditet; der er en, der går fallit; en, der er ved at forlade sin kone til fordel for Weyses unge skuespillerinde, som han har med for at læse op på en teaterrolle; et ægteskab, der går i opløsning, fordi manden er homoseksuel, men ikke vil være ved det (hvilket man godt kan forstå taget tiden i betragtning) og så videre og så videre.

Hva' så?
Der sker enormt meget i Badehotellet, og det er det, der gør, at den kører på tredje sæson og stadig er så populær: variationen fra afsnit til afsnit. Hver person har sine karakteristika, og det er noget af det, der gør Badehotellet så herligt. Man kommer til at elske disse personer og glæde sig til at se, hvad de nu finder på denne sommer. Og så er der mange store danske skuespilnavne på rollelisten, hvilket i høj grad trækker op og gør serien troværdig.

Badehotellet har masser af drama, men frem for alt har den humor. Nøj, hvor har jeg grinet meget af Edward Weyse, som er så herligt krukket og samtidig kikset og helt ude af stand til at holde styr på sit liv og sine mange kvinder. Og af Therese Madsen, som er fuldstændig ligeglad med, når hendes mand er sur og umulig - så må han jo ligge og surmule i sengen, indtil han er klar til at komme ud og opføre sig som en voksen mand igen. Og så er Bodil Jørgensen jo bare den søde, gamle dame, som hun altid er, og det rører mig lige meget hver gang.

Herlige Edward Weyse spillet af Jens Jacob Tychsen

Én mindre klage har jeg dog, og den gælder særligt sæson 1. Jeg havde meget svært ved at tage serien serøst i starten, fordi jeg syntes, at skuespillet var så ringe. Ikke så meget fra gæsterne på hotellet, men mere fra pigerne i køkkenet. Da serien foregår i Nordjylland, skal de selvfølgelig tale nordjysk. Men det bliver bare alt for kunstigt og uoverbevisende efter min smag. De kommer lidt efter det i sæson 2 og 3, men jeg må indrømme, at jeg stadig krummer en del tæer i scenerne med køkken- og stuepigerne. Derfor vil jeg trække et enkelt S fra og give Badehotellet:





Det med småt
Produktionsår: 2013-
Streaming: TV2 Play

tirsdag den 9. februar 2016

Making a Murderer - anmeldelse


En af de nyeste serier, som Netflix selv har produceret, er Making a Murderer. Det er en dokumentarserie, som tager seeren med ind i en verden af skyld og uskyld, tvivlsomt politiarbejde og berømmelsessøgende advokater.

Hvem og hvad?
Seriens hovedperson er Steven Avery. I 1985 blev han på grund af lokale rygtesmede og forudindtagede politibetjente dømt for en voldtægt, som det 18 år senere skulle vise sig, han ikke var skyldig i. Steven Avery troede, at han endelig var en fri mand, men to år efter sin løsladelse blev han arresteret for mordet på en kvinde ved navn Teresa Halbach. Teresa Halbach havde godt nok været forbi Steven Avery den dag, hun forsvandt, for at tage billeder af en af hans biler, hendes bilnøgle findes i Steven Averys soveværelse, og hendes jordiske rester bliver fundet i resterne af et bål på hans ejendom, men Steven Avery nægter at have noget med mordet at gøre. Han – og hans advokater – mener, at beviserne blev plantet der af nogle politibetjente, som fastholder, at Steven Avery er skyldig i voldtægten i 1985 og vil have ham bag tremmer igen. Mens sagen kører, kommer Steven Averys nevø, Brendan Dassey, pludselig på banen og tilstår, at han har været med til brutalt at voldtage og myrde Teresa Halbach på sin onkels opfordring. Sagen udvikler sig voldsomt derfra, hvilket man følger i størstedelen af de 10 afsnit, dokumentarserien indeholder. Hvad det hele ender med for Steven Avery og Brendan Dassey, vil jeg ikke afsløre her.

En ung Steven Avery i fængsel

Hva’ så?
I serien møder man et væld af personer med relation til Steven Avery-sagen, og særligt i første afsnit er det meget svært at følge med i, hvem der er hvem, og hvilke dagsordener de forskellige mennesker har. Første afsnit fungerer som en introduktion til voldtægtssagen fra 1985, og de resterende ni afsnit kredser om Teresa Halbach-sagen. Efter afsnit to var jeg fanget og kunne slet ikke vente med at se, hvad der ventede mig i næste afsnit.

Endnu en ting, der gør serien interessant, er at lære så meget om den måde, en retssag kører på både i USA og i det hele taget. Det er utroligt spændende at komme med ind i retssalen på den måde. Alt, der vises af afhøringer, høringer, domsafgivelser osv. er klip fra den virkelige sag, så der er ingen rekonstruktioner, hvilket gør serien ægte og meget spændende at følge.

Forbered dig på at komme en tur gennem hele følelsesregisteret: glæde, tristhed, men frem for alt vrede over den uretfærdighed, der hersker i det amerikanske retssystem, hvis en anklaget er kendt og allerede dømt i offentligheden. Og forbered dig desuden på at få et lille crush på Steven Averys forsvarsadvokater.

Lånt hos @IMKristenBell

På grund af det forvirrende første afsnit er min dom (no pun intended) over Making a Murderer:





Har I set Making a Murderer? Hvis ja, hvad synes I om den? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det med småt
Produktionsår: 2015
Streaming: Netflix