Facebook Init

tirsdag den 26. juli 2016

Serie-location-spotting - Desperate Housewives

Når man er på ferie i Los Angeles, så er man et skarn, hvis ikke man tager i Universal Studios. Det er en kæmpestor oplevelse, også selvom det selvfølgelig er enormt turistet og ikke mindst dyrt. Men det er vitterligt alle pengene værd! Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om 3D-rides, Wizarding World of Harry Potter, Water World og meget mere. Men nu er det jo en serieblog, så jeg vil holde mig til det væsentlige (medmindre nogen direkte opfordrer mig til at skrive mere om Universal Studios, for så gør jeg selvfølgelig gerne det).

I Universal Studios findes der en tur med et lille tog ned gennem selve filmbyen. Her er der lydstudier, faldefærdige broer, ødelagte byer, streets of New York, you name it. I 2005 var jeg også i Universal Studios, og der tog vi på denne tur og kørte forbi indgangen til Wisteria Lane. Vi kunne desværre ikke køre derind, viste det sig, fordi de var i gang med optage derinde dengang. I kan nok levende forestille jer, hvor mange gange jeg siden har tænkt, hvilken bestemt scene i Desperate Housewives der blev optaget, mens jeg kørte rundt lige dér ved siden af!!

Nå, men jeg forventede intet andet, end at det ville være det samme her i 2016. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at vi måske ville komme helt derind og vende, selvom Desperate Housewives jo forlængst er slut. Så jeg blevet meget glad og overrasket (ja faktisk overgearet), da vi drejede til venstre, og den herlige guide sagde, at nu drejede vi ind på Wisteria Lane. Hvor var det bare vildt at være der! Alle husene var der jo: Susans, Brees, Lynettes og Gabrielles. Præcist som de ser ud i serien. Her kommer lige lidt billedspam.



 Mikes hus
 Brees hus
 Susans hus
Gabrielles hus

Jeg tog selvfølgelig også video, men jeg var meget koncentreret om at se det med øjnene i stedet for gennem telefonen, så I må tilgive mig, hvis I bliver lidt øre af at se den, for jeg skifter meget mellem den ene og den anden side af vognen i hurtige bevægelser. Men den giver et godt indtryk af turen på Wisteria Lane og den meget engagerede, herlige amerikanske guide, der bl.a. fortæller, at gaden bruges meget til reklamer nu, hvor Desperate Housewives ikke bruger gaden mere. Han fortæller også, at Desperate Housewives er den eneste serie, hvor absolut hele gaden har været spærret af, når de filmede, fordi de rent faktisk brugte hele gaden. Det forklarer jo, hvorfor vi ikke kunne komme tættere på dengang i 2005.



P.S. Hvis du kunne lide dette indlæg, så læs om serie-location-spotting af Beverly Hills 90210 her.

onsdag den 22. juni 2016

Serie-location-spotting - Beverly Hills 90210

I maj måned i år var jeg to uger i USA med min kæreste. Tiden blev hovedsageligt tilbragt i Los Angeles, Las Vegas og San Francisco. I Los Angeles kunne jeg naturligvis ikke styre mig. Jeg MÅTTE forbi Brandons hus! Jeg havde google mig frem til, at huset desværre slet ikke ligger i Beverly Hills - faktisk ikke engang i nærheden. Det ligger i Altadena, nærmere betegnet på 1675 East Altadena Drive. Så der kørte vi ud en dejligt stille søndag morgen. For en stor seriefan som mig var det meget stort at stå foran det hus, som jeg har set på TV så mange gange. Så vidt jeg er orienteret, blev de udendørs scener filmet her, og det at stå foran dén indkørsel og vide, at Brandon, Brenda, Dylan, Kelly, Steve, Donna, David, Cindy, Jim osv. har været lige dér og filmet for 25 (!) år siden - det var kæmpestort.




Da vi kom hjem senere på dagen, fandt jeg ud af, at Dylans hus lå tre huse længere henne ad samme gade. NØJ hvor var jeg træt af, at jeg ikke havde tænkt på at google det forinden! Men det vigtigste var nu også Walsh House, så jeg var godt tilfreds.

Men det var jo ikke nok med det. Hjemmefra havde jeg fundet ud af, hvor Kellys og Donnas beach house ligger. Det snuppede vi lige som det sidste, inden vi fløj hjem, da det ligger tæt på lufthavnen. Adressen er 3500 The Strand i Hermosa Beach. Det var ikke helt så stort at se det, men det var tæt på. Det var et fantastisk sted lige ud til en skøn, bred, hvid strand med et klassisk livreddertårn. Størrelsen på huset i virkeligheden svarer på ingen måde til størrelsen på den lejlighed de har, er min mening. Men beliggenheden er i top, præcis ligesom i serien.



Jeg var også på location-spotting et andet sted i Los Angeles med en anden serie - det vil jeg vende tilbage til i næste indlæg :-) Indtil da kan du (gen)læse 15 fun facts om Beverly Hills 90210 her.

mandag den 20. juni 2016

Call the Midwife - anmeldelse

Jeg præsenterer hermed den første gæsteblogger på serierserierserier, nemlig min mor, Ellen. Hun har hang til britiske serier som Downton Abbey og Herskab og Tjenestefolk. Her anmelder hun Call the Midwife. God fornøjelse!

---

Call the Midwife er en engelsk tv-serie, der består af 5 sæsoner, hvoraf de 4 er tilgængelige på Netflix, og der er desuden planlagt en 6. sæson med premiere i julen 2016.

Call the Midwife er produceret af BBC og foregår i Londons East End i 1950erne og 1960erne. East End var på dette tidspunkt et fattigt og underprivilegeret område, som var blevet voldsomt ødelagt af ’the Blitz’, tyskernes bombardement af London under 2. verdenskrig. Bydelen var præget af socialt boligbyggeri, og indbyggerne var beskæftiget ved havnearbejde. I løbet af 50erne og 60erne kom East End som et mikrokosmos til at stå som et skoleeksempel på Storbritanniens økonomiske fremgang og begyndende velfærd.

Til dette kvarter, hvor der i starten af 50erne er mangel på alt, kommer den unge kvinde Jenny Lee som nyuddannet jordemoder. Hun skal arbejde i ”Nonnatus House”, et ’nursing convent’ (sundhedscenter og kloster), som drives af nogle meget principfaste nonner. De unge jordemødre bor og arbejder på stedet og holdes i meget kort snor af nonnerne, der vogter over deres dyd og holder moralen højt i hævd.


Serien skildrer meget godt de sociale forhold i efterkrigstidens London samt den begyndende velfærd med sociale forbedringer. ”Nonnatus House” udfører et uvurderligt stykke arbejde for børnefamilierne i området med jordemødrenes opsøgende arbejde i hjemmene, deres råd og bistand og deres anerkendelse og kærlighed til de lokale, som kæmper med fattigdom, sygdom, alkoholmisbrug, voldelige ægteskaber osv., osv. Indførelsen af NHS (National Health Service) i Storbritannien i 1948 var den spæde start på almindelig sundhedsforsikring til alle, og klosteret gjorde et kæmpearbejde for børn og voksne i East End.

Call the Midwife er delvis autentisk, idet serien bygger på Jennifer Worths erindringer. Da Jenny Lee ankommer til ”Nonnatus House” introduceres vi til de øvrige personer: søstrene Julienne, Evangelina, Bernadette og Monica Joan samt de to andre jordemødre: Trixie og Synthia. I løbet af serien kommer nye til, og andre forsvinder. Rigtig sjovt bliver det, da den unge kvinde Camilla Noakes, kaldet Chummy, dukker op i sæson 1. Hun er meget høj og klodset og mangler i den grad selvtillid. Hun kommer fra en overklassebaggrund og har valg sin karriere som et slags oprør mod sine forældre. Hun er genert, og da hun ankommer, viser det sig, at hun aldrig har lært at cykle, noget som er en nødvendighed for at komme omkring på hjemmebesøg i området. Men Chummy er ukuelig og elskelig, og alle går meget op i, at hun får det lært.


Call the Midwife har nydt stor succes i Storbritannien og vundet indtil flere priser. Dens kvalitet ligger i dens beskrivelse af de sociale forhold med efterkrigstidens babyboom og forbedringer i boligforholdene. Desuden beskriver den godt de alvorlige forhold, som kvinderne konstant sloges med, så som spontane aborter, dødfødsler, illegale aborter, uønskede graviditeter, prostitution og incest. Alt krydret med en god portion kærlighedshistorier og forviklinger. Vær forberedt på, at der er meget livagtige fødsler i hvert eneste afsnit, og spædbørnene ser virkelig helt nyfødte ud, så det er meget naturtro.

Jeg giver serien





fordi den fortæller et stykke socialhistorie krydret med romantik og spænding, men den kan ikke opnå 5, da den efter min mening er lidt for sukkersød og urealistisk i forhold til fødslerne. Mange er dem er meget dramatiske, men det ender næsten altid lykkeligt. Lige på det punkt fraviger serien den socialrealistiske linje.

Det med småt
Produktionsår: 2012-
Streaming: Netflix

Om gæstebloggeren
Ellen er til daglig gymnasielærer i engelsk og dansk samt oversætter mellem disse to sprog.

søndag den 5. juni 2016

Hvad har jeg set siden sidst?

Så er der endelig nyt på bloggen efter nogle ugers stilhed :-)

Hvad har jeg så set af serier siden sidst?


Først og fremmest har jeg set første sæson af How to Get Away with Murder. Desværre er sæson 2 endnu ikke kommet på Netflix, men jeg venter i spænding. For hold nu OP hvor er det bare en spændende serie! Den handler om Annalise Keating, en forsvarsadvokat, som også underviser på jura på universitetet. Hvert år vælger hun fem studerende ud, som skal være hendes dreamteam det år og hjælpe hende med de sager, hun har. De vikles pludselig selv ind i en mordsag sammen med Annelise, som de med alle midler forsøger at komme ud af. Historien er fuld af twists, som man ikke ser komme, så jeg var virkelig hooked fra starten og kunne slet ikke lade være med at se videre. Sæson 2 må gerne komme meget snart!


Jeg er kommet noget videre i Dexter, nærmere bestemt til starten af sæson 7 (ud af 8, så det er snart slut, øv!). Der sker virkelig meget i slutningen af sæson 6, så sæson 7 er nervepirrende og fuldstændig fantastisk fra starten. Hvis du ikke har set Dexter endnu, kan jeg kun sige: Sæt i gang! Det er en af de bedste krimiserier, jeg nogensinde har set!  Det skrev jeg også om her.


I den non-fiktive verden har jeg se BS & Manddomsprøven på TV2. Programmet er som BS' øvrige programmer, hvor han tager nogle mennesker med ud i noget natur og lærer dem at blive stærkere og bedre udgaver af sig selv, inden de kommer hjem. Jeg synes, dette program var så fint, fordi det drejede sig om, kan man vist godt sige, lidt fesne mænd, der trængte til at blive mandet op og få noget kontrol over deres liv igen. Alle mændende var mega søde og nåede virkelig langt. Og så er jeg bare en sucker for BS' bevingede ord og kloge bemærkninger. Jeg føler altid, man selv lærer lidt, selvom man bare sidder i sin sofa og ikke på en øde ø i Stillehavet, som mændene i programmet her gjorde.

mandag den 18. april 2016

Dexter er et must-see

For nylig gik jeg i gang med at se Dexter. Jeg havde hørt en del om den, men var ikke blevet fanget af beskrivelsen: En kriminaltekniker (Dexter kalder sig selv for blood spatter analyst) løser mordsager om dagen og er seriemorder (en uhyggelig og meget grundig en af slagsen) om natten. Umiddelbart lyder det skørt nok til, at man bør starte med at se serien med det samme, og det bør man faktisk også (selvom jeg har taget langt tilløb til det). For Dexter er en helt særlig person. Han har en forstyrret personlighed pga. oplevelser i sin barndom, som jeg ikke vil komme ind på her, da det vil spoile for meget. Oplevelserne gør, at han er socialt akavet, og det fører til mange sjove episoder på hans arbejdsplads og hjemme hos Rita, som Dexter er kærester med. Ingen aner, hvad Dexter laver om natten, da han er professionel og skjuler sine spor 100 %. Hvis han skulle lave en fejl, kan han selv via sit arbejde sørge for at lægge et andet spor ud eller skrive noget andet i rapporten, så beviserne igen peger væk fra ham.

Hver sæson har et overordnet tema i form af en overordnet gerningsmand (ud over Dexter selvfølgelig), som skal fanges, og Dexter blandes mere og mere ind i sagerne og kommer nogle gange ud på så dybt vand, at man ikke kan forestille sig, hvordan han skal komme i land.

Det er enormt sjovt og interessant med en krimiserie, der vender tingene på hovedet på denne måde. Dexter kan spinne alt til sin fordel, og man kommer til at holde med ham og ikke ønske, at han bliver fanget, for han er så sød og rar og sjov, og serien skulle jo gerne fortsætte. Det gør den så også i otte sæsoner. Pt. er jeg i gang med sæson tre og er fuldstændig hooked og spændt på, hvad de næste sæsoner bringer.


onsdag den 6. april 2016

Modern Family - anmeldelse

En af mine absolutte yndlingskomedieserier er Modern Family. Serien har noget helt særligt, noget je ne sais quoi, som gør, at jeg aldrig bliver træt af den. Lidt ligesom Venner, som jeg også kan se igen og igen og grine lige højt af hver gang. Serien kører pt. på 7. sæson i USA, og sæson 1-6 ligger på den danske Netflix.

Hvem?
Modern Family har et bredt persongalleri. Den består af en stor familie, som jeg vil præsentere i mindre familiegrupper:

Først og fremmest har vi den efterhånden ældre herre Jay, hans (noget yngre) colombianske kone Gloria og Glorias søn Manny. I løbet af serien får Jay og Gloria desuden en lille søn, Joe.

Jay har to voksne børn. Hans datter Claire er ældst. Hun er gift med Phil, og sammen har de tre børn: Haley, Alex og Luke. Hans søn Mitchell er homoseksuel og gift med Cam. Sammen har de adopteret deres datter Lily.

Fra venstre: Luke, Claire, Alex, Phil, Haley, Gloria, Joe, Jay, Manny, Mitchell, Lily og Cam

Det er altså de personer, vi møder i serien. Hvis man vil have et godt og hurtigt overblik over, hvem der er hvem, kan man nøjes med at se seriens pilotafsnit (som i øvrigt er det bedste pilotafsnit af en serie, jeg nogensinde har set). Der bliver alle præsenteret, og stilen for hele serien bliver lagt allerede der. Jeg var fanget fra første afsnit!

Hvad?
Som det ofte er tilfældet med komedieserier, sker der ikke nogen form for drastisk udvikling hos personerne. Hvert afsnit er ca. 23 minutter langt og drejer sig om forskellige dilemmaer og skænderier mellem de forskellige medlemmer af familien. I langt de fleste tilfælde ender afsnittene med, at alle er glade og en af hovedpersonerne som voice over reflekterer over, hvor dejligt det er at have en familie (det kan godt blive liiiidt for amerikansk somme tider).

Der sker forskellige store ting i personernes deres liv, som fx at Haley tager på college, at Gloria bliver gravid, at Claire begynder at arbejde i stedet for at gå hjemme og sådanne ting. Men det er ikke disse ting, der bærer serien; det er den helt specielle humor, serien har. Det er svært at forklare præcist hvad det er, Modern Family kan, men jeg vil alligevel forsøge. Der er tonsvis af ordspil (særligt fra Phil), som desværre ofte går tabt i underteksterne (om det er, fordi teksteren ikke fanger dem, eller fordi der tales så hurtigt, at der ikke er tid, vil jeg lade stå hen i det uvisse); personerne kigger ofte ind i kameraet, hvis der sker noget pinligt eller lignende, så det virker, som om de kigger direkte på seeren; personerne skiftes til at sidde i en sofa i deres hjem og fortælle om nogle af de ting, der sker i afsnittet, hvilket også inddrager seeren. I sig selv lyder disse ting ikke hylende morsomme, men når det hele kører på samme tid, er det vanvittigt morsomt! Om ikke andet er det værd at tjekke serien ud udelukkende pga. Cams overdrevede homoseksuelle gestikulering og tale, Glorias colombianske accent, Phils platte farhumor (se bare Phils-osophy) og Lilys tørre, skarpe humor, som hun i virkeligheden er alt for ung til at have.


Hva’ så?
Som I nok kan høre, er jeg vild med Modern Family og den måde, den fornyer komediegenre på. Så jeg giver Modern Family:





Har I set Modern Family? Hvis ja, hvad synes I om den? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det med småt
Produktionsår: 2009-
Streaming: Netflix

mandag den 21. marts 2016

15 fun facts om Beverly Hills 90210

Jeg fik helt lyst til at sætte mig ned og se hele serien forfra, da jeg sad og fandt frem til de fun facts om Beverly Hills 90210, som I kan læse nedenfor. Jeg er sikker på, at serien vil være lige så fantastisk de næste tyve år - måske er moden da også vendt tilbage til 90'ernes højtaljede bukser og blomstrede kjoler, hvem ved.
  • Serien skulle egentlig have heddet The Class of Beverly Hills, men navnet endte som bekendt med at være Beverly Hills 90210.
  • Brandon, Kelly, Steve, Andrea, David og Donna er de eneste personer, der er med i både pilotafsnittet og finaleafsnittet. Ikke en eneste af de faste skuespillere er med i samtlige afsnit. Kelly, Donna, David og Steve er de eneste karakterer, der er med i alle sæsoner.
  • Både Drew Barrymore, Alyssa Milano og Alicia Silverstone blev tilbud rollen som Valerie, men takkede alle nej, og den blev derefter givet til Tiffani Thiessen. Hun datede i øvrigt Brian Austin Green, aka. David, da hun fik rollen.
Kliken i en af de første sæsoner
  • Dylan skulle faktisk kun have været med i de første par afsnit af serien, fordi producerne ikke var vilde med hans karakter. Det var Aaron Spelling til gengæld, så han betalte Luke Perrys løn i de første afsnit, indtil producerne kunne mærke på seernes respons, at Dylan skulle blive i serien.
  • Gabriella Carteris, som spiller Andrea, var 29 år gammel, da optagelserne begyndte. Andrea skal forestille at være omkring 16 år i første sæson.
  • Melrose Place er et spin-off af Beverly Hills 90210.
  • The Walsh House ligger ikke i Beverly Hills, men i Altadena, helt præcist på 1675 East Altadena Drive (læs om min oplevelse med at se huset i virkeligheden her).
The Walsh House
  • Luke Perry gik til audition for at få rollen som Steve, men blev i stedet tilbudt rollen som Dylan.
  • Det er svært at sige, hvad der er sandt og falsk i denne sag, men det er et udbredt rygte, at Shannon Doherty, som spiller Brenda, blev fyret fra serien, fordi hun var for intrigant. Nogle påstår endda, at den endelige grund til hendes fyring var, at hun klippede sit hår lige inden en sæsonfinale og dermed ødelagde kontinuiteten.
  • The Peach Pit er inspireret af en restaurant i West Los Angeles ved navn Apple Pan.
  • Scott Scanlon, Davids gode ven gennem de to første sæsoner, skyder sig selv. Der var en imidlertid grund til, at han blev skrevet ud af serien: Han ville ikke længere være skuespiller.
  • Tori Spelling gik til audition til rollen som Donna under falsk navn, så casterne ikke ville være forudindtagede af, at hun er datter af Aaron Spelling.
Tori Spelling med sine forældre
  • Som datter af Aaron Spelling er der særlige... lad os kalde dem privilegier. Aaron Spelling lod Donna være jomfru langt ind i serien, og da en af Donnas kærester, Ray Pruit, blev voldelig mod hende, hvilket gjorde, at seerne syntes, Donna var for dum at blive hos ham, krævede Aaron Spelling, at Ray skulle skrives ud så hurtigt som muligt.
  • Jason Priestleys (Brandon) første seriøse forhold var med Christine Elise, som spillede Emily Valentine.
  • Gabriel Macht, aka. Harvey Specter fra Suits, var med i et enkelt afsnit. Det kan virke som et meget random fun fact, men det er nødt til at være med udelukkende på grund af hans fantastiske 90'er-udseende.
Gabriel Macht som Tal Weaver

Hvis du godt kan lide fun facts, finder du her på bloggen også nogle om Sex and the City og Downton Abbey.

Kilder anvendt i dette indlæg findes her, her og her.