Gift ved første blik går ud på, at et hold eksperter bestående bl.a. af en psykolog, en præst og en antropolog matcher nogle par (på baggrund af deres interesser, værdier osv.), som så skal giftes med hinanden første gang, de ser hinanden. Det vil altså sige, at de – i det danske tilfælde – kommer ind på Københavns Rådhus, ser hinanden for første gang, siger ja til at blive gift med hinanden, holder fest med familie og venner, tager på bryllupsrejse, flytter sammen, forsøger at få en hverdag op at køre og efter fire-fem uger tager stilling til, hvorvidt de vil forblive gift, eller om de vil skilles. På dansk TV har vi set, at det er nogle intense uger, hvor bølgerne ofte går højt i parrenes søgen efter, om der kan opstå kærlighed mellem dem. Jeg er vild med konceptet og synes, at det er enormt spændende og sjovt (og ofte også tåkrummende, tænk bare på Frank og Pia!) at se parrenes udvikling med både skænderier og glade øjeblikke.
I Danmark har vi haft tre sæsoner og dermed elleve par. Nogle par valgte at blive sammen, men blev senere skilt, mens to par fra den seneste sæson valgte at blive sammen og – så vidt jeg er orienteret – stadig er sammen den dag i dag, nemlig Randi og Niels og Line og Michael (som nu flytter til New York sammen). Det er så dejligt at se, at parrene holder sammen, og at eksperterne er lykkedes med deres eksperiment.
Randi & Niels og Line & Michael
I USA har de en højere succesrate indtil videre. De har også haft tre sæsoner med i alt ni par. Jeg har kun set første sæson og er i gang med sæson 2, som DR viser for øjeblikket. I sæson 1 forblev to ud af tre par sammen og er det stadig den dag i dag. Nu venter jeg i spænding på, hvad der sker i sæson 2. Umiddelbart virker det til, at Davina og Sean og Jessica og Ryan har haft en god start, mens Jaclyn og Ryan (ja, der er to Ryan’er!) er noget mere pressede, primært fordi Jaclyn ikke er fysisk tiltrukket af ham og derfor mener, at det er dømt til at gå galt. Det minder meget om den start, Jamie og Doug fik i sæson 1, hvor hun var helt ulykkelig over, at hun ikke syntes, Doug var pæn. Det ændrede sig ikke desto mindre i løbet af den næste måned (måske fordi hun så ham i bar overkrop?), og de er i dag lykkeligt gift og har renewed their vows på en eller anden pæn palmestrand. Jeg bliver lidt sarkastisk nu, fordi jeg følger dem begge på instagram, og det eneste, Jamie skriver om, er, hvor fantastisk det er, at hun har Doug, og hvor meget de har været igennem sammen, og hvor taknemmelig hun er over, at han har valgt hende på trods af alle hendes issues og så videre. Altså det er selvfølgelig meget sødt, men jeg er nok bare lidt for jysk til så mange kærlighedserklæringer. Det kommer hurtigt til at virke påtaget og falsk. Men det er nok bare amerikanere, når de er bedst.
Jamie & Doug i programmet Married at First Sight: The First Year,
et spinoff af Gift ved først blik, hvor man følger deres første år som ægtepar.
De to største forskelle mellem den danske og amerikanske version er, hvis man spørger mig, følgende:
1. Drama-alarm!
Gift ved første blik er ENORMT dramatisk i den amerikanske version. Der er cliffhangere lige inden reklamepauser konstant, og lige inden deltagerne skal svare ”I do”, kommer der et langt speak fra deltageren om alle de tvivl, vedkommende har, mens der vises klip af den anden, der ser enormt presset ud, for hvad nu hvis han/hun svarer ”I do not”?! Der er også en del flere afsnit (12 afsnit à 40 minutter ekskl. reklamer), fordi de gør små ting til kæmpe dramaer, der kan vare hen over flere afsnit. Desuden bruger de to hele afsnit på at præsentere deltagerne, således at de først bliver gift i tredje (!) afsnit. I den danske version blev de tidligere gift i det andet afsnit, og det er nu lavet om til, at to par bliver gift i det første og to par i det andet afsnit, fordi det er dét, seerne vil have; kom til sagen!
2. ”This is a real, legally binding marriage!”
Som sagt er succesraten for det amerikanske program højere end for det danske. Jeg tror, at en af grundene er, at amerikanerne ikke ”tager så let” på ægteskabet, som vi gør herhjemme. Eksperterne siger mange gange i løbet af et afsnit, at det jo ikke er et fake marriage, men et helt rigtigt ægteskab med alle de juridiske følger, det har. I Danmark har et ægteskab også juridiske følger, men det er mit indtryk, at disse følger er af en anden kaliber i USA end herhjemme. I Danmark er det nemt og hurtigt at blive skilt – det kræver kun NemID og et dankort, og så er det ovre. I USA skal man, så vidt jeg ved, først separeres og desuden også have en god grund til, hvorfor man skal skilles. Derfor kæmper parrene måske mere og længere for det i USA, end de gør i Danmark. Der er mere på spil for de amerikanske deltagere, og jeg tror også, det er derfor, programmet er meget mere dramatisk i USA, fordi beslutningen om at blive gift er større – eller i hvert fald har større konsekvenser – end her i Danmark.
Som sagt er jeg vild med Gift ved første blik-konceptet, men jeg kan bedst lide den danske udgave, fordi den er meget mere nede på jorden og ægte, og man har en fornemmelse som seer af, at det, der bliver vist, er meget tæt på det, der sker i virkeligheden, i forhold til i USA, hvor små ting bliver kørt op til noget kæmpe stort. Men tænk at det her koncept er udtænkt i lille Danmark og nu vises på amerikansk TV – det er da for vildt!
Hvad synes I om Gift ved første blik i Danmark og i USA? Hvilke par hepper I på i den amerikanske sæson 2?
Det med småt
Produktionsår (både Danmark og USA): 2014-
Streaming: DR TV
Ingen kommentarer:
Send en kommentar