Facebook Init

tirsdag den 9. februar 2016

Making a Murderer - anmeldelse


En af de nyeste serier, som Netflix selv har produceret, er Making a Murderer. Det er en dokumentarserie, som tager seeren med ind i en verden af skyld og uskyld, tvivlsomt politiarbejde og berømmelsessøgende advokater.

Hvem og hvad?
Seriens hovedperson er Steven Avery. I 1985 blev han på grund af lokale rygtesmede og forudindtagede politibetjente dømt for en voldtægt, som det 18 år senere skulle vise sig, han ikke var skyldig i. Steven Avery troede, at han endelig var en fri mand, men to år efter sin løsladelse blev han arresteret for mordet på en kvinde ved navn Teresa Halbach. Teresa Halbach havde godt nok været forbi Steven Avery den dag, hun forsvandt, for at tage billeder af en af hans biler, hendes bilnøgle findes i Steven Averys soveværelse, og hendes jordiske rester bliver fundet i resterne af et bål på hans ejendom, men Steven Avery nægter at have noget med mordet at gøre. Han – og hans advokater – mener, at beviserne blev plantet der af nogle politibetjente, som fastholder, at Steven Avery er skyldig i voldtægten i 1985 og vil have ham bag tremmer igen. Mens sagen kører, kommer Steven Averys nevø, Brendan Dassey, pludselig på banen og tilstår, at han har været med til brutalt at voldtage og myrde Teresa Halbach på sin onkels opfordring. Sagen udvikler sig voldsomt derfra, hvilket man følger i størstedelen af de 10 afsnit, dokumentarserien indeholder. Hvad det hele ender med for Steven Avery og Brendan Dassey, vil jeg ikke afsløre her.

En ung Steven Avery i fængsel

Hva’ så?
I serien møder man et væld af personer med relation til Steven Avery-sagen, og særligt i første afsnit er det meget svært at følge med i, hvem der er hvem, og hvilke dagsordener de forskellige mennesker har. Første afsnit fungerer som en introduktion til voldtægtssagen fra 1985, og de resterende ni afsnit kredser om Teresa Halbach-sagen. Efter afsnit to var jeg fanget og kunne slet ikke vente med at se, hvad der ventede mig i næste afsnit.

Endnu en ting, der gør serien interessant, er at lære så meget om den måde, en retssag kører på både i USA og i det hele taget. Det er utroligt spændende at komme med ind i retssalen på den måde. Alt, der vises af afhøringer, høringer, domsafgivelser osv. er klip fra den virkelige sag, så der er ingen rekonstruktioner, hvilket gør serien ægte og meget spændende at følge.

Forbered dig på at komme en tur gennem hele følelsesregisteret: glæde, tristhed, men frem for alt vrede over den uretfærdighed, der hersker i det amerikanske retssystem, hvis en anklaget er kendt og allerede dømt i offentligheden. Og forbered dig desuden på at få et lille crush på Steven Averys forsvarsadvokater.

Lånt hos @IMKristenBell

På grund af det forvirrende første afsnit er min dom (no pun intended) over Making a Murderer:





Har I set Making a Murderer? Hvis ja, hvad synes I om den? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det med småt
Produktionsår: 2015
Streaming: Netflix

Ingen kommentarer:

Send en kommentar